Kvinde i kunst og politik
VISDA VISIT: Billedkunstner Mie Mørkeberg står overfor karrierens største opgave med et gigantisk portræt til Christiansborg af 30 fremtrædende kvindelige politikere gennem tiden. Et kunstnerisk projekt, som er helt i tråd med Mørkebergs egne tanker om køn og kunst.
Den 23. januar 2024
Tekst: Torben Gammelgaard
Foto: Hannah Paludan Kristensen
Valby Værkstedsby, som blev opført i 1950’erne med midler fra Marshall-hjælpen efter Anden Verdenskrig, lægger i dag lokaler til en masse små håndværksfirmaer, designere og kunstnere. Det er i disse charmerende bygninger syd for København, at billedkunstneren Mie Mørkeberg, 43, byder velkommen. De historiske lokaler virker nærmest som skabt for kunstnerens arbejde frem til november 2024. Hun er nemlig udvalgt til at lave et maleri på 4,5 x 2,8 meter til Christiansborgs Samtaleværelse. Det skal være med til at skabe en historisk og kønsmæssig balance til Herman Vedels gamle maleri af tredive mænd, som forbereder grundlovsændringen, der gav kvinder valgret i 1915.
Kunsten som et kald
Mie Mørkeberg har aldrig været i tvivl om, hvilken vej hun skulle vælge.
”Billedkunsten var vel nærmest som et kald for mig. Det lyder måske voldsomt, men jeg kunne slet ikke forestille mig at lave andet.”
Hun blev optaget allerede som 19-årig på Kunstakademiet i København. At være årgangens klart yngste var til tider hårdt, men hun tvivlede aldrig på, at hun var på rette vej. Armbevægelserne blev med tiden også større, så de små lærreder, hun ellers var blevet optaget på, blev pakket væk, og snart var det kun de store formater, hun kastede sig over.
”Det bedste jeg ved, er faktisk at male. Jeg elsker, når der er tid til lange stræk foran lærredet. Så kan jeg forsvinde helt ind i det, indtil jeg er fysisk udmattet.”
At sætte sig selv på spil
Mie Mørkeberg viser rundt i atelieret, hvor der på den ene væg hænger en lang række udprint af danske kvindelige politikere, som er ved at blive portrætteret i det kæmpe maleri på den modsatte væg. Deres blik er som rettet mod det værk, der kommer til at forevige dem og deres indsats for kvinders demokratiske udfoldelse.
Når det endelige værk afsløres i slutningen af 2024, vil det formentlig være genstand for en del omtale og debat. En opmærksomhed, som kunstneren nu er klar til.
”Men jeg overvejede i starten, om jeg havde lyst til at stille mig derud. Men nu er jeg holdt op med at tænke på det. Jeg skal bare lave mit arbejde. Og da jeg jo ikke er portrætmaler, så er der heller ikke en fast forventning til mit værk,” forklarer Mørkeberg, mens hun kigger op på det store lærred, som det næste års tid bliver hendes fuldtidsbeskæftigelse.
”Lige nu er der ikke plads til andet. Alt mit fokus går til maleriet. Og til research. Jeg læser om de afdøde politikere i værket og har samtaler med alle de nulevende. Det er vigtigt for mig at få en fornemmelse af, hvordan de er som mennesker. Og hvordan de ser sig selv. Det er klart, at jo længere jeg skal tilbage i historien, desto sværere er det. Der er masser af fotodokumentation af Helle Thorning, men ikke så meget af Nina Bang, som døde i 1928. De historiske personer er ofte ret tydeligt sat op til portræt, og det kan virke stift. Det er vigtigt, at alle i maleriet er levende og i samspil med hinanden.”
Mørkeberg er meget bevidst om, at hun skal lave et nutidsmaleri. Det skal ikke kun være en kvindelig modvægt til Herman Vedels mørke maleri fra 1918, det skal også afspejle den tid, vi er i nu, og det, hun står for som kunstner.
”Det er jo sindssygt interessant at have historiske og nulevende personer i samme rum. Og tænke over, hvilke samtaler de kunne have haft.”
Mie Mørkeberg smiler, mens hun reflekterer mere over den tanke. På lærredet ses nu tydeligt konturerne af måske en tredjedel af politikerne, mens der er markeret pladser til resten.
Den kunstneriske proces og eksperimenter
Det store portræt kræver planlægning, og der er et klart skitseoplæg. Det er en spændende, kreativ forandring for Mørkeberg, der normalt ikke arbejder med skitser, men i stedet lader værkerne langsomt komme frem efter lag på lag af maling, fejltrin og genoprettelser. I atelieret er to store sortgrønne malerier, som er færdige og netop kommet retur fra en udstilling.
Her har hun også eksperimenteret med at klippe lærredsstykker ud og lime dem oven på maleriet.
”Jeg er meget optaget af overflader. Strukturen i lærredet. Det præparerede lærred sammen med det grove lærred. Hvordan malingen fungerer på de forskellige overflader. Lærredsstykkerne er med til at skabe motiverne, de tilføjer en dimension. Jeg kan godt lide det gennemarbejdede og det næsten nøgne lærred sammen. De er hinandens kontraster. Men det at holde noget åbent, noget der ikke er lavet, giver en helt særlig effekt. Det er faktisk svært, fordi man let fristes til, at det hele skal males.”
Kvinders kamp i kunst og politik
Mie Mørkebergs motivunivers har udviklet sig over tiden. I starten fokuserede hun på interiørbilleder, mennesketomme rum og stemning af forladthed. Først senere kom personskildringerne ind i værkerne.
”Jeg har holdt mig tilbage i starten og nok været bange for at være for meget. Jeg har været opmærksom på, at der ikke måtte gå for meget følelser i det. Men med alderen har jeg turdet give slip og skildre det, som virkelig betød noget for mig.”
Mørkeberg ser det som en tendens for mange kvindelige kunstnere i hendes egen og tidligere generationer at holde igen og tilpasse sig.
”Kunstverdenen er stadig meget mandsdomineret. Kvinder bliver vurderet mere kritisk og ikke kun på vores værker. Vi bliver også vurderet på vores fremtoning og vores fortællinger. Mandlige kunstnere har jo domineret kunstverdenen gennem generationer, og det afspejler sig stadig i, at der er langt mere frit spil for dem. Vi er selvfølgelig et helt andet sted end for hundrede eller halvtreds år siden, men der er stadig subtile strukturer og forventninger, som kan have en tendens til at holde kvindelige kunstnere nede.”
På den måde ligner kunstverdenen meget den politiske verden, som Mørkeberg er i gang med at skildre til Christiansborg:
”Kvindelige politikere har jo også været genstand for meget kritik gennem årene. I 1915 blev de første kvindelige politikere jo slet ikke taget seriøst. Og op gennem historien til i dag er der jo utallige eksempler på, hvordan kvindelige politikere har måttet høre for deres udseende eller andre ting, som intet havde med politik at gøre. Jeg tror slet ikke, vi kan forestille os, hvor svært det var for de første kvinder i politik. Deres køn overskyggede deres politiske projekt.”
Der er ingen tvivl om, at Mørkebergs store portrætmaleri er fuld af refleksioner over det århundrede, der er gået, siden kvinder fik stemmeret. Og fuld af taknemmelighed for de kampe, som fortidens kvindelige politikere og kunstnere har taget, så vi i dag er et helt andet sted. Mie Mørkeberg kigger op på fotografierne på væggen, og efter en kort pause fortsætter hun:
”Men selvom vi er kommet langt siden dengang, så er vi altså kun lige begyndt. Der er stadig lang vej igen, inden vi er i mål med ligestillingen. Det tager lang tid både at opdage og ikke mindst at ændre samfundsstrukturer. Vi må fortsætte, indtil vi er i mål. Og vi må gøre det, der er nødvendigt – det er lige fra, at kvinder bliver bedre til at give hinanden klap på skulderen, og til at vi får indført kvoter. Ja, vi er langt, men vi er ikke i mål. Det minder de 30 kvinder mig om hver dag.”
VISDA (Visuelle Rettigheder Danmark) er en nonprofit-organisation, som siden 1986 har arbejdet for billedskaberne og sørger for betaling til dem, når deres værker bliver brugt i forskellige sammenhænge. VISDA er godkendt af Kulturministeriet og repræsenterer bl.a. billedkunstnere, fotografer, tegnere og illustratorer.