© Simon Klein-Knudsen

Når du skaber et kunstværk, får du helt automatisk ophavsret til dit værk – det behøver hverken være udstillet eller på anden måde offentliggjort først. Her på siden kan du læse mere om, hvad ophavsret er, hvor den gælder, hvor lang tid den varer, samt om kreditering og droit moral, der handler om at beskytte og respektere billedskabere.

Ophavsret opstår automatisk

Når du har skabt et kunstværk, fx et maleri, et fotografi, en tegning eller en skulptur, får du helt automatisk ophavsret til dit værk.

Din ophavsret opstår i samme øjeblik, dit kunstværk er skabt. Du behøver ikke at udstille værket først, vise det frem for andre eller på anden måde offentliggøre det. Skitser, forarbejder, prøvetryk osv. er også automatisk beskyttet af ophavsret.

Ophavsretten til dit værk afhænger ikke af, hvornår du har skabt værket. Du behøver derfor ikke at oplyse om eller sætte årstal på værket. Der er dog en udbredt tradition for, at billedskabere daterer deres værker som led i deres kunstneriske virke. Det er en god idé, men det har altså ikke nogen juridisk betydning.

Kunstværker og fotografier skal ikke registreres nogen steder, for at de er omfattet af ophavsret. Der findes heller ikke en myndighed, som registrerer kunstværker, sådan som man fx kender det fra patenter og varemærker (Patentdirektoratet).

© – ”copyright-tegnet” – er populært. Men ophavsretsloven stiller ikke noget krav om, at du bruger det på eller ved dine værker. Du har altid din ophavsret, uanset om du bruger © eller ej, og du har ret til at håndhæve din ophavsret over for andre.

© tjener udelukkende som signal til omverdenen om, at dit værk er beskyttet af ophavsret, og at andre skal respektere det og følge ophavsretslovens regler, hvis de vil bruge dit værk. Mange billedskabere vælger at sende dette signal og sætter © sammen med/foran billedskaberens navn på eller ved deres værker. De kræver også, at andre gør det, når fx et kunstværk eller fotografi gengives i trykte materialer eller på nettet. Det ser typisk sådan ud:

Eksempel:     © Anders Andersen

Denne ”copyrightlinje”, kaldes også for kreditering, og den har både økonomisk og personlig betydning for dig som billedskaber. Du gør omverdenen opmærksom på, at du er kunstneren bag værket, og du er med til at sikre, at andre kan identificere dine værker eller finde frem til dig via din kunst.

VISDA anbefaler, at billedskabere bruger copyrightlinjen i forbindelse med al gengivelse af ophavsretligt beskyttede billeder. Det stilles også som et krav i alle VISDA’s aftaler og tilladelser om brug af billeder.

Som billedskaber kan du tilmelde dig VISDA og dermed sikre dig, at du får penge, når dine værker er blevet brugt i fx undervisning, på tv eller på internettet.

Ophavsretten bliver hos kunstneren

I mange private hjem og ude på arbejdspladserne, hænger der kunst på væggene, og der står skulpturer på kaminhylden, i montrer eller på søjler. Det er kunstværker, som ejeren har anskaffet sig. Måske ved arv eller gave. Eller købt direkte af kunstneren, i gallerier, kunsthandler eller på auktion.

Kunst indgår mange steder som en del af indretningen, ligesom bordet, stolene, sofaen og tæpperne. Nogle bruger kunsten som en investering og sælger videre for at købe nyt. Andre beholder deres malerier hele livet og lader dem gå i arv i familien.

På mange måder er et stykke kunst ”bare” en fysisk genstand, som køberen har ejendomsretten til. Eksempelvis et maleri. Det kan sælges, lånes ud, udstilles på museum, foræres væk, gå videre til arvinger.

Men kunstnerens ophavsret ejer man ikke, selvom man ejer maleriet. Og derfor er det ikke på alle måder, at ejeren kan råde over det. Heller ikke selvom maleriet har hængt på væggen i den samme familie i en menneskealder.

Kunstneren beholder sin ophavsret, uanset hvor kunstværket befinder sig. Det betyder, at man skal indhente tilladelse, fra VISDA, kunstneren selv eller dennes arvinger, hvis man gengiver kunstværket, fx i en bog, på merchandise eller i virksomhedens markedsføring.

Ophavsretten varer i 70 år efter kunstnerens død. Det kan du læse mere om nedenfor under overskriften ‘Hvor længe varer ophavsretten?’.

Hvor længe varer ophavsretten?

Det er året for kunstnerens død, som afgør, hvor længe hans eller hendes ophavsret varer.

I Danmark – og i størstedelen af verden – gælder kunstnerens ophavsret i 70 år, efter at kunstneren er død. Helt nøjagtigt falder ophavsretten væk med udgangen af det 70. år efter dødsåret.

Fx blev Asger Jorn født den 3. marts 1914 og døde den 1. maj 1973. Asger Jorns ophavsret udløber derfor ved midnat den 31. december 2043.

Dette gælder for en kunstners samlede produktion af malerier, skulpturer, grafik, tegninger, fotografier og så videre.

Nogen undrer sig måske over, at kunstnerens ophavsret gælder i så lang tid. Eller at billedet ikke bare bliver frit at bruge, når kunstneren ikke længere lever.

Men det er et af ophavsrettens formål at sikre, at kunstneren kan give noget af sit kunstneriske virke i arv til sine efterladte. Ligesom når en forretning eller virksomhed går i arv til den næste generation. Mange kunstnere har svært ved at leve af deres kunst. Nogle sælger selvfølgelig godt allerede tidligt i deres karriere. Andre bliver først anerkendt, når de er døde. Man kommer dog ikke uden om, at billedkunstneres gennemsnitlige indtjening ligger meget langt nede på indkomststatistikkerne.

Ophavsrettens beskyttelsestid hjælper kunstnerens arvinger, ægtefælle, børn, børnebørn og måske endda oldebørn. De arver retten til at bestemme, hvordan kunstnerens produktion må udnyttes, så det sker i kunstnerens ånd eller er til at leve med for dem. De arver også retten til at få betaling, når andre bruger kunstnerens billeder fx i bøger eller på nettet.

Hos VISDA kan man i de fleste tilfælde få oplysninger om konkrete kunstneres status og hjælp til at klarere eventuelle ophavsrettigheder.

Det er en almindelig misforståelse, at ophavsretten til et maleri – altså et kunstværk – varer i 70 år, efter at maleriet er malet.

Misforståelsen opstår måske, fordi der gælder nogle særlige regler for en bestemt gruppe af fotografier. Alle fotografier er jo billeder, men man deler dem op i to grupper, når det drejer sig om, hvor længe de er beskyttet af ophavsret.

Den ene gruppe fotografier kaldes i ophavsretten for fotografiske værker. Det er groft sagt fotografier, som er taget af professionelle fotografer, og det er kunstneres fotografier og fotokunst. For hele denne gruppe af fotografier varer ophavsretten i 70 år efter fotografens død. De har altså den samme beskyttelsestid som malerier, skulpturer, tegninger, grafik osv.

Den anden gruppe fotografier kaldes i ophavsretten for fotografiske billeder. Det er fotografier af den type, som man kan kalde snapshots og amatørbilleder, fx dem man tager med sin smartphone, eller andre mere eller mindre tilfældige billeder, man knipser med sit fotografiapparat. For denne gruppe af fotografier varer ophavsretten i 50 år fra det tidspunkt, fotografiet blev taget. Her er det altså helt undtagelsesvis ikke fotografens dødsår, der gælder.

Hvor gælder ophavsretten?

Når du har skabt et kunstværk, er dit værk automatisk beskyttet af ophavsret. Beskyttelsen er ikke kun begrænset til Danmark og omfattet af den danske ophavsretslov. Dit værk er samtidig beskyttet i det meste af verden.

Det skyldes, at næsten alle verdens lande – pt. 185 lande – har tiltrådt den internationale overenskomst Bernerkonventionen. Bernerkonventionen opstiller en række grundregler for beskyttelsen af litterære og kunstneriske værker og er den konvention, som har størst betydning på ophavsretsområdet.

Bernerkonventionen bygger på tre grundprincipper:

  1. National behandling

”National behandling” indebærer, at hvert konventionsland skal behandle kunstværker fra andre konventionslande på samme måde, som kunstværker skabt af landets egne borgere.

  1. Minimumsbeskyttelse

Alle konventionslande skal give kunstværker fra de andre konventionslande en minimumsbeskyttelse. Minimumsbeskyttelsen omfatter blandt eneret til reproduktion og en vis droit moral-beskyttelse.

  1. Ingen formalitetskrav

Konventionslandene må ikke stille krav om, at et kunstværk skal være registreret eller opfylde andre formalitetskrav, for at det er beskyttet af ophavsret.

Ved at tiltræde Bernerkonventionen har konventionslandene dermed accepteret at give kunstværker fra andre lande denne ophavsretlige beskyttelse.

Kunstværker af danske kunstnere er derfor beskyttet af ophavsret i alle konventionslandene. Beskyttelsen skal følge de samme love og regler, som gælder for værker af konventionslandets egne kunstnere. Når dit værk bliver brugt i et konventionsland, vil brugen derfor være omfattet af konventionslandets lovgivning. Det samme gælder håndteringen af en eventuel krænkelse af dit værk.

Ikke alle lande giver en lige så stærk ophavsretlig beskyttelse af kunstværker som den, der findes i Danmark og EU. Men selvom konventionslandets regler stiller en kunstner dårligere, end hvis udnyttelsen eller krænkelsen var sket i Danmark, kan man ikke påberåbe sig de danske ophavsretlige regler. Dog kan man altid kræve, at beskyttelsen er på niveau med Bernerkonventionens minimumsrettigheder.

Eftersom de færreste lande vil yde egne kunstnere en ringere beskyttelse end andre landes kunstnere, er Bernerkonventionen i princippet med til at fastlægge en generel, grundlæggende ophavsretsbeskyttelse i de tilsluttede lande.

Konventionens regler betyder omvendt også at kunstnere fra andre konventionslande nyder den samme beskyttelse som danske kunstnere, når deres værker bruges i Danmark. Det gælder også selv om deres hjemland måtte have en ringere beskyttelse af ophavsret end det som gælder i Danmark. Danmark skal nemlig også give national behandling af værker fra andre konventionslande.

I EU-landene samt Norge og Schweiz og de øvrige EØS-lande gælder der stort set den samme ophavsretlige beskyttelse af kunstværker. I EU-landene er ophavsretslovgivningen desuden harmoniseret via en række direktiver.

Følgeret er en undtagelse fra grundprincipperne. Det skyldes, at det er frivilligt for konventionslandene om man vil indføre følgeret. I praksis betyder det, at følgeretsordningen i Danmark gælder for værker af kunstnere i alle EU og EØS-landene. Men uden for EU/EØS omfatter ordningen kun kunstnere fra de lande, der ligesom Danmark har indført en følgeretsordning. En liste over lande, som er omfattet af følgeretsordningen, kan ses her.

Respektretten/droit moral

Droit moral er et begreb i ophavsretten, som handler om at respektere og beskytte kunstnerens personligt ideelle rettigheder. Det vil sige den personlige interesse, som kunstneren har i sine værker og i sin egenskab af kunstner til værkerne.

De personligt ideelle rettigheder – droit moral – har til formål at beskytte kunstnerens omdømme og sikre, at kunstneren og dennes kunstværker bliver behandlet og håndteret med respekt, og at kunstnerens navn bliver nævnt, når et værk udstilles eller gengives i analoge og digitale medier.

Mens de andre enerettigheder i ophavsretsloven sikrer kunstnerens økonomiske interesser, når andre udnytter hans eller hendes værker i forskellige sammenhæng, har bestemmelserne om droit moral ikke primært en økonomisk betydning for kunstneren.

Den danske droit moral-bestemmelse omfatter følgende tre hovedelementer:
1. Kunstnerens navn skal angives, når et værk udstilles eller gengives (det kaldes også populært for kreditering)
2. Et kunstværk må ikke ændres på en måde, der er krænkende for kunstneren
3. Et kunstværk må ikke bruges i en sammenhæng, der er krænkende for kunstneren

Det er kunstneren, som har retten til at påtale en droit moral-krænkelse. Kunstneren bestemmer også selv, om han eller hun ønsker at påtale krænkelsen, og om kunstneren i det hele taget selv synes, at der er sket en krænkelse.

En udenforstående person kan godt blive krænket over en ”stødelig” brug af et kunstværk og ønske, at den fortsatte brug bliver standset. Eller at den krænkende person bliver straffet for sin krænkelse. Men der er ikke andre end kunstneren selv – eller kunstnerens arvinger – som har retten til at påtale en droit moral-krænkelse.

Hvis en kunstner ønsker at påtale en droit moral-krænkelse, er det dog ikke i alle tilfælde, at en kunstner får medhold i, at der faktisk er sket en krænkelse. Selvom man som kunstner er vred over, at et kunstværk er blevet beskåret på en måde, man ikke bryder sig om, da det blev gengivet, eller vred over den sammenhæng et kunstværk optræder i, vil det blive afgjort på et konkret og objektivt grundlag, om der er sket en droit moral-krænkelse.

Grundlaget for, om en brug af et kunstværk krænker kunstnerens droit moral, har ændret sig meget med tiden og vil stadig være i konstant forandring. Hvad der i det sidste eller de forrige århundreder blev anset for en krænkelse, bliver ikke nødvendigvis vurderet at være en krænkelse i dag. Man vil altid se på, hvordan kutymer og sædvaner har udviklet sig, og hvad der er almindeligt accepteret i dag. Blandt andet ser man også på, hvad digitale teknikker byder på af udfordringer og nødvendigheder. Men der er naturligvis en grænse. Hvis f.eks. en sammenslutning af kunstnere beslutter sig for at overmale eller forandre hinandens kunstværker, er det ikke ensbetydende med, at alle kunstnere skal anerkende, at dette nu er kutyme blandt alle kunstnere, og at alle skal tåle, at deres værker bliver overmalet eller forandret.

Droit moral kan ikke overdrages
En kunstner kan sælge sit kunstværk og på samme tid sælge al ophavsret, der knytter sig til værket. Det vil sige, at køberen overtager alle rettigheder til at udnytte værket i alle situationer. Men én ting følger aldrig med i sådan en totaloverdragelse, og det er kunstnerens droit moral. Droit moral følger heller ikke med, selvom det står sort på hvidt i en aftale. Den del af aftalen gælder simpelthen ikke. Der er dog undtagelser. Kunstneren kan godt aftale med køberen, at han ikke vil gøre sin droit moral gældende, når det drejer sig om enkeltstående, konkrete og afgrænsede former for brug. Men det skal altså fremgå helt tydeligt af aftalen, hvad kunstneren vil give køberen lov til at gøre med værket.

Droit moral-beskyttelsen varer i princippet evigt og er ikke begrænset til 70 år efter kunstnerens død. Dette står i modsætning til kunstnerens øvrige enerettigheder, som varer i 70 år efter kunstnerens død.

Efter kunstnerens død er det arvingerne, som kan påtale droit moral-krænkelser. Når der er gået 70 år efter kunstnerens død, er det staten (pt. Kulturministeriet), som har påtaleretten. Hvis staten skal påtale en droit moral-krænkelse, skal der meget til. Kulturelle interesser skal være krænket. Det er kun få gange i historien, at den danske stat har valgt at gribe ind over for en droit moral-krænkelse.

Hvis man ønsker at bruge et kunstværk på en måde, som måske vil udgøre en krænkelse af kunstnerens droit moral, skal man henvende sig til kunstneren og bede om en tilladelse til den konkrete brug. Hvis kunstneren er repræsenteret hos VISDA, skal man henvende sig til VISDA, som i samråd med kunstneren eller dennes arvinger vil tage stilling til, om brugen kan tillades. VISDA repræsenterer mere end 160.000 danske og udenlandske kunstnere.

Kreditering

Ophavsmandens navn skal angives, når man udstiller eller gengiver et kunstværk eller et fotografi. Det er en ret, ophavsmanden har ifølge ophavsretsloven, og som han eller hun kan forlange bliver overholdt.

Man kalder det for ”navneangivelsesret” eller mere populært: Kreditering.

Kunstnerens krav på at blive krediteret hører under reglerne om Droit Moral.

Enhver, som har besøgt en udstilling af kunst eller fotografi, kender de skilte, som er anbragt ved siden af de udstillede værker og oplyser om, hvem kunstneren er. Medmindre der er tale om en soloudstilling, vil publikum være dårligt oplyst og sandsynligvis i vildrede med, hvem der ophavsmand til de enkelte værker, hvis kunstneren ikke var krediteret på disse skilte.

Offentligheden har grundlæggende en kulturel og praktisk interesse i at få oplyst, hvilken kunstner eller fotograf, der er ophavsmand til de billeder, vi møder – ikke bare på udstillinger og ude i byrummet, men lige så meget i aviser, tidsskrifter, bøger, hæfter, foldere, på hjemmesider og sociale medier. Kreditering sender samtidig et signal om, at der står et menneske af kød og blod bag billedet, og at denne ophavsmand står inde for sit værk og er villig til at lægge sit navn til det værk, han eller hun har skabt.

Billedskaberne selv har både en personlig og en økonomisk interesse i at blive krediteret i forbindelse med deres værker. For det første bliver offentligheden i stand til at knytte kunstnerens eller fotografens navn sammen med billedet. Det bidrager til at dokumentere ophavsmandens kunstneriske virke og produktion, men det er også med til at gøre billedskaberen kendt og give ham eller hende et renommé. Det øger kunstværkernes markedsværdi og fremmer efterspørgslen af nye værker.

En anden økonomisk interesse knytter sig de vederlag, som billedskaberne modtager fra kollektive aftaler om brug af billeder. Det er aftaler, som VISDA og VISDA’s udenlandske søsterselskaber har indgået med undervisningsinstitutioner, museer, forlag, virksomheder, offentlige institutioner, tv-stationer m.fl. om brug af alverdens kunst og fotografi i analoge og digitale medier og på tv. For at den enkelte kunstner og fotograf kan modtage korrekte vederlag for den brug af hans eller hendes værker, der knytter sig til disse aftaler, er det vigtigt, at den enkelte bruger krediterer billedskaberen sammen med billedet.

Det er ikke bare dårlig oplysning at lade være med at kreditere. Det kan også være i strid med ophavsretsloven.

Ifølge ophavsretsloven skal kreditering ske ”i overensstemmelse med god skik”. Det betyder, at der kan være forskel på, hvordan man krediterer ophavsmanden i forskellige typer af medier. I nogle brancher er der en sædvane, som baserer sig på, hvad der rent faktisk kan lade sig gøre.

Det skal dog ikke forstås sådan, at enhver opstået sædvane er god skik. Det har fx ikke nogen betydning for opfyldelse af kravet, om kreditering er besværlig eller koster brugeren nogle penge. Der skal altid krediteres efter en rimelig og hæderlig handlemåde.

I praksis betyder kravet om kreditering, at man skal angive ophavsmandens navn i nær tilknytning til værket. Det gælder, både når et originalt værk udstilles, og når et værk gengives i fx en bog, et tidsskrift, på en plakat, på en hjemmeside på internettet eller på et socialt medie.

I bøger, aviser og tidsskrifter kan krediteringen ske ved siden af eller under gengivelsen af billedet. Der kan også krediteres i selve teksten til billedet. Kreditering kan også anføres i en billedliste i bogen. En god kreditering ser således ud:

Fotograf: Hans Hansen
eller
© Hans Hansen

Hvis ophavsmanden bruger synonym, er det synonymet, der skal bruges ved kreditering.

Et værk kan godt have flere end én ophavsmand, der skal krediteres. Fx har et fotografi af en ophavsretligt beskyttet skulptur typisk to ophavsmænd, nemlig kunstneren, der har udført skulpturen, og fotografen, der har affotograferet skulpturen og gjort et særligt stykke arbejde for at lys og skygge er rigtig. Ved gengivelse af sådanne værker skal der krediteres således:

© Anders Andersen. Fotograf: Hans Hansen.

I en bog, som har en gennemgående illustratorer, vil det være tilstrækkeligt, at det på bogens forside og i kolofonen fremgår, at bogen er illustreret af den pågældende tegner. Men hvis nogle af illustrationerne senere bliver brugt løsrevet fra den oprindelige bog, skal de enkelte illustrationer påføres illustratorens navn, for at kravet om kreditering er opfyldt.

I en tv-udsendelse vil det i mange situationer virke forstyrrende, hvis der skal navngives skriftligt eller mundtligt, samtidig med at et kunstværk vises. I tv-udsendelser er det derfor sædvane – og anses for at være i overensstemmelse med god skik – at krediteringen sker i rulleteksterne.

På internettet og intranet skal billedskaberens navn også anføres i nær tilknytning til billede.

I digitale billeder har ophavsmanden i mange tilfælde indsat sit navn som en del af billedfilen i de såkaldte ’metadata-felter’. Disse copyright-linjer skal respekteres, og det er i strid med ophavsretsloven at fjerne sådanne oplysninger.

Hvis man som bruger trækker billedet ud af sin oprindelige sammenhæng, hvorved den oprindelige, omgivende tekst forsvinder, er man ikke dermed fritaget fra at kreditere ophavsmanden. Man skal altid overholde kravet om navneangivelse af ophavsmanden og derfor selv sørge for at skrive kunstnerens ellers fotografens navn ved billedet.

Kravet om kreditering gælder også, selvom brugen hører ind under en af ophavsretslovens regler om fri brug, dvs. ved omtale af en dagsbegivenhed, ved gengivelse af kunstværker i det offentlige rum eller ved gengivelse i videnskabelige eller kritiske fremstillinger/præsentationer.

VISDA stiller i alle aftaler med brugere altid krav om kreditering.

VISDA anbefaler også, at billedskabere bruger følgende copyright-linje i forbindelse med al gengivelse af deres billeder:

© [Kunstnerens Navn]

Ligesom de øvrige bestemmelser om droit moral udløber kravet om kreditering ikke efter 70 år efter ophavsmandens død.

Krænkende brug

Reglerne i ophavsretsloven om droit moral giver kunstneren ret til at forbyde, at dennes værker bruges i en sammenhæng, som er krænkende for hans eller hendes kunstneriske anseelse eller særpræg.

Når et kunstværk, et fotografi, en tegning mv. bruges på en måde eller i en sammenhæng, som må anses for krænkende, er der typisk tale om situationer, hvor brugen sætter kunstneren eller hans arbejde i et dårligt lys. Eller hvor brugen får omverdenen til at identificere kunstneren eller dennes arbejde med et produkt, en politisk holdning eller et livssyn, som kan være krænkende for kunstneren.

En krænkende brug af et værk kan altså give kunstneren et dårligt ry, ødelægge det særlige udtryk, som kendetegner kunstnerens arbejder eller forbinde kunstneren med noget, som han eller hun finder upassende eller ikke ønsker at blive identificeret med.

Uanset hvad andre synes, så er det altid kunstneren selv, som afgør, om han eller hun føler sig krænket, og om krænkelsen skal påtales.

Brug på en krænkende måde eller i en krænkende sammenhæng kan fx dreje sig om disse situationer:

  • Udstilling af et kunstværk i en sammenhæng eller i en situation, som udtrykker ringeagt for værket, latterliggør eller håner det eller på anden måde kompromitterer værket eller kunstneren bag
  • Brug af portrætbilleder på en måde, som chikanerer eller blamerer den portrætterede

Hvis kunstneren ikke på forhånd har givet sin accept, kan det også anses for en krænkelse at bruge et kunstværk i:

  • reklamer
  • politiske kampagner
  • religiøs sammenhæng

Når et kunstværk bruges som reklame for et produkt eller en serviceydelse, sker der en voldsom eksponering af værket. Omverdenen vil måske fremover se på værket som et reklamebillede og ikke som det kunstværk, det oprindeligt er. Måske får man tilmed det indtryk, at kunstneren også selv anbefaler eller billiger produktet. Det kan virke stødende på kunstneren at blive associeret et med et bestemt produkt, en tjenesteydelse eller en virksomhed, hvis kunstneren ikke har givet sin tilladelse til det. Der kan måske endda være tale om et produkt eller en virksomhed, som kunstneren personligt er modstander af.

Eksempel: En bilimportør havde i et reklamebillede opstillet en bil foran kunsthal Charlottenborg, hvor facaden på bygningen var udsmykket med et kunstværk, der bestod i, at bygningens vinduer var fyldt op med 3.500 redningsveste fra flygtninge, der havde krydset middelhavet. Med værket ville kunstneren sætte fokus på den humanitære flygtningekrise. Bilimportørens reklamebillede blev brugt i en reklamekampagne, som nåede ud til mere end 200.000 personer. Bilimportøren blev dømt til at betale 1,75 mio. kr. i erstatning til kunstneren. Domstolen vurderede bl.a., at den reklamemæssige anvendelse medførte en vis risiko for udvanding af kunstneren ”brand”.

 Som nævnt er det altid kunstnerens – eller arvingernes – egen beslutning, om der er sket en krænkelse, og om der skal gøres en sag ud af det. I en retstvist vil det dog blive afgjort på et konkret og objektivt grundlag, om der er sket en droit moral-krænkelse.

Brug af kunstværker, fotografier, tegninger osv. – uden kunstnerens accept – på foldere, plakater og andet materiale med politiske budskaber eller brug i kampagner for politiske partier vil normalt også udgøre en krænkelse. Her gælder det, ligesom når et værk bruges i reklamer, at kunstneren risikerer at blive identificeret med eller sat i forbindelse med de politiske udsagn eller det politiske partis holdninger, hvilket kan skade hans eller hendes kunstneriske anseelse.

Brug af et værk i religiøs sammenhæng – uden kunstnerens accept – kan også være udtryk for en krænkelse, hvis værket bruges til at missionere for eller på anden måde forsøge at udbrede en bestemt religion eller trosretning. Det kan også være krænkende at udstille et værk med et religiøst indhold i en sammenhæng, hvor man håner eller latterliggør den religion, værket er udtryk for.

En krænkelse kan også opstå i forbindelse med portrætter, hvor brugen af værket handler om at forsøge at håne, udstille eller latterliggøre den portrætterede. Droit Moral beskytter altså ikke alene kunstneren og kunstværket, men i sådan en situation også den portrætterede. Denne beskyttelse bygger på nogle af de samme grundtanker, som senere er blevet tilføjet persondatalovgivningen og handler om, at man har retten til, at ens eget portrætbillede ikke må misbruges.

Eksempel: En kunstner havde ved brug af digital billedmanipulering indsat et portrætfotografi af en forfatter på en nøgen kvindekrop i en fotocollage. I collagen var den nøgne kvinde omgivet af nøgne mænd i en stærkt pornografisk sammenhæng. Kunstneren havde beskåret portrætfotografiet, så det kun var forfatterens ansigt, der var indsat i collagen. Fotografen havde med tilladelse fra bestilleren og den portrætterede lagt portrætfotografiet på sin Facebook-side, og det var herfra, kunstneren havde kopieret fotografiet til collagen. Fotografen fik medhold i – blandt andet – at hendes fotografi var blevet gengivet i en krænkende sammenhæng – en collage med et stærkt pornografisk indhold – og at gengivelsen dermed var en krænkelse af fotografens droit moral.

Det er nødvendigt at se ophavsrettens regler om beskyttelse mod krænkelser i sammenhæng med hensynet til beskyttelse af ytringsfriheden og adgangen til fri og åben debat samt til at kritisere.

Derfor er der en række situationer som efter lov og retspraksis normalt ikke anses for en krænkelse. Dette gælder fx:

  • Brug i satire eller parodier. Fx i bladtegninger eller internet memes
  • Kritik af værker eller kunstnere forudsat at kritikken er tilstrækkeligt saglig og ikke har karakter af chikane
  • Visning af skamferede eller ødelagte værker hvor dette har nyhedens interesse

Grænsen mellem den tilladte og den krænkende brug kan sommetider være hårfin, og derfor har de konkrete omstændigheder tit stor indflydelse på udfaldet ved retssager.

I sagen om porno-collagen (beskrevet ovenfor) kan det således godt have haft en stor betydning for afgørelsen, at brugen ikke blot krænkede fotografens ophavsrettigheder, men også var voldsomt fornedrende overfor den portrætterede, som optrådte med sit udklippede ansigt i collagen.

Man ser af og til eksempler på, at kunstnere skamferer eller ødelægger andre kunstneres værker som led i en kunsthappening. Dette vil formentlig i de fleste tilfælde ikke være en krænkelse. Der er generelt vide rammer for den kunstneriske proces og skabelsen af nye værker. Men det kan være en svær afvejning, og det er næppe muligt at opstille en facitliste for, hvor langt man kan gå som kunstner.

Det er kun naturligt, at grænsen mellem krænkelse og det tilladte hele tiden flytter sig for at følge med tidens normer og tekniske muligheder. Internet memes er et godt eksempel: Et internet meme er et digitalt billede, som forsynes med en humoristisk tekst eller ændres på en humoristisk måde. I mange tilfælde helt udenfor den oprindelige kontekst. Billedet spredes derefter på internettet, fx gennem sociale medier. I dag anses internet memes som en helt naturlig del af internettet. Men var de samme ”værker” blevet skabt for 100 år siden på tryk, ville mange af dem sandsynligvis være blevet anset for krænkende.

Arv og testamente

Ophavsretten til kunstneriske værker gælder indtil 70 år efter ophavsmandens død.

Dem, som arver ophavsretten efter en billedkunstner (fotograf, illustrator, maler, billedhugger, kunsthåndværker mv.), kan råde over ophavsretten til ophavsmandens værker (malerier, tegninger, illustrationer, fotografier osv.) på samme måde som ophavsmanden selv.

Ophavsmanden kan i sit testamente bestemme, hvordan arvingerne skal råde over ophavsretten til værkerne.

Ophavsmanden kan også bestemme, at en bestemt person eller organisation skal udøve retten over værkerne, dvs. indgå aftaler om udnyttelse, påtale krænkelser mv. og opkræve vederlag for brugen på arvingernes vegne. En bestemt person kan f.eks. være en af arvingerne, en ven af familien eller en advokat. En organisation kan f.eks. være VISDA.

1. Når ophavsmanden ikke har skrevet testamente

Hvis ophavsmanden ikke har skrevet testamente tilfalder ophavsretten til fotografier, tegninger, malerier mv. ophavsmandens arvinger efter arvelovens almindelige regler. Disse regler er i hovedtræk således:

Hvor ophavsmanden efterlader sig ægtefælle og børn
Ægtefællen har fortrinsret og dermed ret til at vælge at arve ophavsretten som en del af sin bos- og arvelod til vurderingsbeløbet. Dette gælder både hvor ægtefællerne har fælleseje og særeje. Når ægtefællen har arvet ophavsretten, modtager ægtefællen indtægterne fra udnyttelsen af ophavsretten.

Ægtefællen kan også bestemme, at ophavsretten skal arves som sameje mellem ægtefællen og børnene. Når ægtefællen og børnene har arvet ophavsretten i sameje, modtager de hver især en andel af indtægterne fra udnyttelsen af ophavsretten. Andelen behøver ikke at være den samme for alle arvingerne. Ægtefællen bestemmer størrelsen af andelene.

Hvor ophavsmanden kun efterlader sig børn
Hvis ophavsmanden ikke efterlader sig ægtefælle, men kun børn (livsarvinger), arver de som regel ophavsretten i fællesskab (sameje). Dog kan hver af arvingerne forlange at arve ophavsretten, hvor der ikke kan blive enighed om at arve den i fællesskab. Hvis denne situation opstår, vil der som udgangspunkt blive trukket lod mellem arvingerne, medmindre en af arvingerne kan bevise, at ophavsretten har en særlig erindringsværdi for vedkommende

2. Når ophavsmanden har skrevet testamente

Når ophavsmanden har skrevet testamente viger ægtefællens fortrinsret til fordel for de personer eller juridiske enheder (organisationer, fonde, virksomheder osv.), som ophavsmanden i sit testamente har indsat til at arve ophavsretten.

Ophavsmanden kan i sit testamente bestemme, at ægtefælle og/eller livsarvinger skal arve i et andet fordelingsforhold end arvelovens grundlæggende fordelingsregler foreskriver, bortset fra den del af arven, som er tvangsarv.

Tvangsarv
Ophavsmandens ret til at råde frit over ophavsretten ved testamente er begrænset af arvelovens tvangsarveregler. Efter de gældende tvangsarveregler har ophavsmandens ægtefælle og børn ret til som minimum at udtage 1/4 af ophavsmandens formue som tvangsarv.

Ægtefællen har ud over den almindelige tvangsarv på 1/4 altid ret til at udtage 720.000 kr. (pr. 2015 – beløbsgrænsen reguleres årligt) af ophavsmandens formue medregnet den længstlevendes eventuelle fuldstændige særeje, eventuelle udbetalte forsikringsbeløb samt længstlevendes halvdel af fællesboet (boslod). Børnenes arvelod er begrænset til maksimalt at udgøre 1.190.000 kr. (pr. 2015 – beløbsgrænsen reguleres årligt).

3. Følgeretsvederlag

Billedkunstnere får penge fra auktionshuse, kunsthandlere, gallerier mv., når deres værker bliver videresolgt erhvervsmæssigt. Dette kaldes ”følgeret”. Ordningen omfatter disse værksarter: malerier, collager, tegninger, graveringer, tryk, litografier, skulpturer, vægtæpper, keramisk kunst, glaskunst og fotografiske værker. Værkerne skal være udført i enten ét eksemplar eller i et begrænset antal af kunstneren selv eller med kunstnerens samtykke.

Det er VISDA, som opkræver pengene og udbetaler dem til kunstnerne. Kulturministeriet har godkendt VISDA til at varetage denne opgave.
Følgeretten er personlig. Ophavsmanden kan ikke overdrage sin ret til andre. Efter ophavsmandens død er det ophavsmandens ægtefælle og livsarvinger, som arver følgeretten. Ophavsmanden kan ikke i sit testamente bestemme, at andre end ægtefælle og livsarvinger skal arve følgeretten.

I modsætning til de almindelige arveregler tilfalder retten således ikke andre arvinger, som f.eks. forældre, søskende og søskendebørn.

Hvis ophavsmanden hverken efterlader sig ægtefælle eller livsarvinger, tilfalder pengene ifølge ophavsretsloven VISDA til brug for almene, ophavsretlige formål

4. Biblioteksafgift

Hvis ophavsmanden i 2002 eller tidligere har været berettiget til biblioteksafgift (bibliotekspenge) indtræder den efterlevende ægtefælle i ophavsmandens ret til at modtage afgiften. Den efterlevende ægtefælle og børn under 18 år bevarer retten til afgiften, også selvom vedkommende indgår nyt ægteskab. Den, som er berettiget til at modtage biblioteksafgift som efterlevende, kan normalt få 50 % af den biblioteksafgift, den afdøde kunne opnå.

Hvis ophavsmanden først er blevet tilmeldt biblioteksafgiften efter 2002, er der, som ovenfor nævnt, ikke biblioteksafgift til efterladte.

Ophavsmanden kan ikke i sit testamente bestemme, at andre end ægtefælle og mindreårige børn skal arve biblioteksafgiften.

Biblioteksafgift er ikke omfattet af ophavsretsloven. Det er ikke en ophavsret, men en kulturstøtteordning. Biblioteksafgiften fordeles og udbetales af Styrelsen for Bibliotek og Medier.

5. Ophavsmandens rettigheder ved ægteskabets ophør

Ophavsretten er ophavsmandens personlige rettighed, som ophavsmanden ved bodeling i en skilsmissesituation kan udtage forlods, uden at ægtefællen skal modtage nogen andel af værdien af ophavsretten.

Det betyder også, at ophavsmanden i tilfælde af ægtefællens død, kan udtage sin ophavsret af boet forlods, uden at værdien af ophavsretten indgår i dødsboskiftet. Alle øvrige aktiver skal derimod medtages ved opgørelsen af fællesboet.

6. Værdigansættelse ved ophavsmandens død

Ophavsretten skal under skiftet almindeligvis værdiansættes til dens handelsværdi – dvs. hvad ophavsretten kan antages at indbringe, hvis den udbydes til salg til en uafhængig tredjemand.

Ophavsretten skal under dødsboskiftet almindeligvis værdiansættes dels af hensyn til fordelingen af aktiverne imellem arvingerne, dels af hensyn til arveafgiften.

Enhver af boets arvinger kan kræve, at ophavsretten bliver værdiansat efter vurdering af en sagkyndig.

Hvis arvingerne i øvrigt er enige om, hvem der skal arve ophavsretten og til hvilken værdi, kan ophavsretten i forhold til SKAT værdiansættes efter reglerne i cirkulære nr. 185 af 17. november 1982 om værdiansættelsen af aktiver og passiver i dødsboer m.m. og ved gaveafgiftsberegning (Værdiansættelsescirkulæret).

Efter § 29 i cirkulæret skal værdien af ophavsretten medtages med en skønnet værdi på baggrund af eventuelle beregninger over fremtidige indtægter. Disse beregninger foretages på grundlag af indtægter, som ophavsmanden tidligere har modtaget. I praksis accepterer SKAT, at rettigheden fastsættes til 2/3 af det samlede afkast i de sidste 3 år før dødsfaldet.

7. Afgift til boet af ophavsrettigheder

På baggrund af værdiansættelsen skal ophavsmandens arvinger betale 15 % i boafgift af værdien af ophavsretten. Ud over ophavsmandens børn skal følgende af ophavsmandens arvinger betale 15 % i afgift:

  • børnebørn, stedbørn og deres børn
  • forældre
  • svigerbørn
  • samlevende med fælles bopæl i 2 år før dødsfaldet
  • ophavsmandens fraseparerede eller fraskilte ægtefælle
  • plejebørn, der har boet hos ophavsmanden i 5 år

Ophavsmandens ægtefælle skal ikke betale afgift.

Øvrige personer og organisationer skal udover den almindelige boafgift på 15 % betale 25 % i tillægsafgift af værdien af ophavsretten, så den samlede boafgift bliver 36,25 %.

8. Kreditorforfølgning

Offentliggjorte kunstværker kan gøres til genstand for almindelig kreditorforfølgning.

Det fremgår af ophavsretsloven, at værker, der ikke er offentliggjort, ikke kan gøres til genstand for kreditorforfølgning.

Reglen har formentlig den konsekvens, at rettigheder til ikke-offentliggjorte værker heller ikke indgår i et insolvent dødsbo. I en sådan situation vil ophavsretten tilfalde ægtefællen/livsarvingerne “uden om” boet, hvilket betyder, at arvingerne frit kan udnytte retten, medmindre ophavsmanden i et testamente har indskrænket arvingernes ret til at råde over ophavsretten.

9. Praktisk information om, hvor og hvordan arvinger modtager penge fra aftaler om udnyttelse af ophavsretten

VISDA
VISDA administrerer følgeretsordningen og indgår licensaftaler om brug af billeder i undervisningen, i tv, på museer, i bogudgivelser mm.

Hvis du som arving er tilmeldt VISDA får du automatisk penge fra følgeretsordningen og for de aftalelicensordninger, Copydan Billeder administrerer (undervisningsaftaler, tv-udsendelse, museumsaftaler, bogudgivelser mv.)

Hvis du ikke er tilmeldt, skal du for at modtage vederlag fra ordningerne give meddelelse til VISDA om, hvem der er berettiget til at modtage penge fra den afdøde billedkunstner og hvilken fordelingsnøgle, der skal anvendes mellem arvingerne. Se også www.visda.dk

Copydan Tekst & Node
For at få udbetalt penge fra de aftalelicensordninger, Copydan Tekst & Node administrerer (fotokopiering i undervisning og erhvervsvirksomheder mv.), skal arvingerne give meddelelse til Copydan Tekst & Node om, hvem der er berettiget til at modtage penge fra den afdøde billedkunstner og hvilken fordelingsnøgle, der skal anvendes mellem arvingerne. Se også www.tekstognode.dk

Biblioteksafgift
Efterlevende ægtefælle skal tilmelde sig Styrelsen for Bibliotek og Medier for at få udbetalt bibliotekspenge. Den afdøde modtager af biblioteksafgift for bøger skal være tilmeldt Biblioteksafgift senest i 2002, for at de efterlevende kan blive berettiget til biblioteksafgift. Se http://www.kulturstyrelsen.dk/tilskudsordninger/biblioteksafgift/

10. Opret et ophavsrets-testamente 

Billeder har værdi. I kroner og ører, men de er også dit personlige spor og har kulturhistorisk betydning. Ved at oprette et testamente om din ophavsret kan du sikre, at der bliver værnet om dine værker efter din død, og at de bruges med respekt. Med afklarede forhold om forvaltningen af dine ophavsrettigheder hjælper du også dine arvinger med en nem administration af brug og ophavsretsindtægter gennem VISDA.

Der er tale om et standardtestamente, som du kan bruge eller blive inspireret af. Testamentet retter sig mod alle billedskabere, såsom malere, tegnere, illustratorer, fotografer, skulptører osv. Under alle omstændigheder er det fornuftigt at kontakte en advokat for nærmere vejledning, når du laver testamente, da ophavsrettigheder jo typisk kun er en del af din formue.

Udpeg en arving
Du skal finde den arving, som du mener, vil passe godt på dine ophavsrettigheder efter din død. Denne arving skal kunne træffe beslutning om udnyttelse af dine værker på vegne af alle de øvrige arvinger.

Den arving du udpeger, vil efter din død:

  • blive kontaktperson til VISDA, og skal kunne afgøre de spørgsmål, hvor VISDA gerne vil inddrage ophavsmanden.
  • skal ved krænkelse af din ophavsret afgøre, om der skal rejses krav mod krænkeren.
  • skal være kontaktperson til de forlag, billedbureauer, arkiver, museer mv., som du måtte have indgået konkrete aftaler med omkring brug af dine værker.
  • skal afgøre spørgsmål og træffe beslutning om udnyttelse af de af dine værker, som ikke umiddelbart falder indenfor VISDA’s område.

Testamentets indhold
For at sikre en nem og enkel administration for dine arvinger giver du i testamentet VISDA fuldmagt til at forhandle med brugere om reproduktion og anden sædvanlig udnyttelse af dine værker i mange forskellige medier.
Du bør hjælpe dine arvinger med at få overblik ved at udarbejde en oversigt over alle de aftaler, du har indgået og lægge oversigten og aftalerne sammen med testamentet.

Hvis du vælger, at dine originale værker skal overdrages til et museum, arkiv, bibliotek m.v., jf. § 4 i testamentet, bør du på forhånd sikre, at den pågældende institution kan modtage materialet.

Indtægterne for brug af dine billeder 
Dine arvinger modtager gennem VISDA afregninger for brug af dine værker. Indtægterne fordeles blandt dine arvinger efter arvelovens til enhver tid gældende regler eller på den måde, du har bestemt i dit testamente. Dine arvinger skal dog selv meddele eller bekræfte overfor VISDA, hvordan indtægterne skal fordeles imellem dem.

For vederlag fra følgeretsordningen gælder særlige regler, idet ophavsretsloven bestemmer, at kun livsarvinger er arveberettigede. Du kan læse om følgeretsordningen her: Følgeret

Tilmelding til VISDA 
Du kan tilmelde dig VISDA her: Medlemsskab/reproduktion

Er du fotograf, må du selv varetage rettighederne til dine fotografier, imens du lever. Efter din død kan du lade VISDA reproduktionsafdeling tage sig af dine rettigheder. Du kan indsende en kopi af det underskrevne testamente til VISDA og dermed sikre, at din tilmelding træder i kraft efter din død.

Hvis du allerede har eller senere foretager andre testamentariske dispositioner over din formue, bør du sikre, at disse ikke strider mod ophavsrets-testamentet. Vi anbefaler, at du kontakter en advokat for nærmere vejledning.

Du kan finde skabelonen til testamentet her: Testamente

Vigtigt: Testamentet skal underskrives for en notar for at være gyldigt. Notaren beholder et eksemplar, og du skal selv beholde det andet.

Har du spørgsmål?

Ring til os på 31 40 60 00
(man.-fre. kl. 9-12)

Eller skriv til os på mail@visda.dk