Gysets mester hylder skæve eksistenser
VISDA VISIT: Tegner og forfatter John Kenn Mortensen har opnået international anerkendelse med sine gysere og tegninger af vanskabninger og misfits. Det er fra mørket, han viser os vejen til lyset og til selvaccept, uanset hvor utilpassede vi er.
Den 21. august 2023
Tekst: Torben Gammelgaard
Foto: Hannah Paludan Kristensen
På øverste etage i et af de store, gamle Frederiksberg-huse byder John Kenn Mortensen, 45, velkommen. Her er han sammen med syv andre tegnere en del af tegnestuen Kong Georgs Kontor. Ingen tvivl om hvor denne tegner sidder: På skrivebordet er der bunker af gyserbøger (flere skabt af ham selv), en morgenstjerne (våbnet) og en masse kassettebånd (heavy). Og lige foran ham ligger et stort stykke papir med et påbegyndt værk af et hus med en masse underlige skabninger. Detaljegraden er enorm, og man bliver uvilkårligt suget ind tegnerens berømte univers. Det er ikke svært at forstå, hvorfor han har over 300.000 følgere på Instagram, er udgivet på det berømte forlag Random House i USA og kan købes i museumsbutikken på Tate Modern i London.
En skæv start – der hele tiden var lige på kornet
John Kenn Mortensens skolegang på Lolland i 80’erne var ikke nogen dans på roser. Den stille dreng blev betragtet som et svært barn. Han fulgte ikke med i timerne og var ikke interesseret i fodbold. Senere viste han ingen interesse for erhvervsvejledernes opfordringer til at blive landmand eller kontorelev. John vidste nemlig hele vejen igennem, at det var blyant, papir og den veludviklede fantasi, der var hans fremtid. Han vidste bare ikke hvordan og blev af alle kraftigt frarådet den slags sværmerier. Når han så præsenterede sin plan b, nemlig at blive heavy metal-musiker, var modstanden igen til at tage at føle på. Men det styrkede faktisk kun John endnu mere i passionen for det kreative.
Det var først, da han forlod de forstokkede folkeskolelærere og deres kamp for at få ham til at passe ind, og han i stedet trådte ind ad døren på efterskolen, at hans evner blev anerkendt. Her var tegning og musik på skemaet, og verden åbnede sig. Senere blev det, via et par omveje omkring HF og pædagogjob, animationsskolen i Viborg, der førte ham til karrieren som tegner, forfatter og instruktør. Et liv der hele tiden var det åbenlyst rigtig for drengen med de ’forkerte’ drømme.
En hyldest til de skæve eksistenser
De ’forkerte’ og utilpassede er nu genstanden for John Kenn Mortensen kunstneriske virke. Vanskabninger, monstre og ensomme børn i mørket. Men hvad er det, han vil fortælle os med dem?
”Jeg forsøger at skildre, at der er mennesker, som lever på andre måder end de fleste af os. Og måske derigennem skabe mere empati med det, som ikke ligner os selv. Ikke at vi overhovedet behøver at have en sympatisk hovedperson. Vi skal derimod turde se ind i mørket og mærke frygten. For hvis ikke vi tør beskæftige os med frygten, bliver vi lettere at manipulere med. Mange træffer beslutninger, også politiske, ud fra frygt fremfor fornuft. Gysergenren træner os i at være i selskab med frygten og lærer os dermed også at håndtere den – ligesom vi skal lære at håndtere følelser som vrede og sorg. Alt det der ligger i mørket.”
John Kenn Mortensen fortsætter, mens han griner:
”Man skal jo ikke overfortolke på tingene. Det er ikke mit formål at skabe dyb, intellektuel kunst med metaforer for noget samfundsaktuelt, det er der andre, der gør rigtig godt, og respekt for det, men det er ikke mit projekt. Jeg vil fortælle gode, fængende historier, hvor vi hver især forhåbentlig også kan føle os set.”
John Kenn Mortensens værker er ved første øjekast præget af gys og mørke, men meget hurtigt opdager man den ømhed og stille humor, som gennemsyrer det hele. Netop gennem mørket føres vi ind til det ukendte, som udfordrer og udvikler os, og til sidst viser os vejen ud i lyset.
”Tegningerne tager angsten og frygten frem. Det er et sårbart sted. Når jeg vil bringe folk derhen, er det også mit ansvar at bringe dem sikkert tilbage igen. Til det fortrøstningsfulde.”
Frihed – og tre faste rutiner
John Kenn Mortensen sætter pris på den frihed, som det arbejdsliv, han har kæmpet for, har givet ham. Faktisk betegner han selv sit arbejdsliv som vanvittigt ustruktureret:
”Mere end ofte ved jeg ikke, hvad jeg skal lave. Jeg har altid flere projekter i gang ad gangen, men jeg har ikke nogen plan, jeg følger. Det kan være en pludselig indskydelse, der gør, at jeg arbejder på det ene frem for det andet. Selvfølgelig er der indimellem deadlines, der kræver levering, og det er såmænd også helt rart, men som regel er det hele op til mig selv. Jeg stiller mig herved også åben overfor den idé eller inspiration, der pludseligt måtte komme.”
I flere år leverede John Kenn Mortensen fast en ugentlig tegneserie til Politiken, men mærkede også en kæmpe lettelse, da han stoppede og ikke længere var bundet af de faste ’lektier’, men i stedet helt selv var herre over, hvad han skulle bruge tiden på.
”Ja, men nu har jeg måske nok dummet mig igen ved at binde mig til et stort projekt. En romantrilogi. Første bind – Troldmanden i Træet – udkom sidste år, og nu arbejder jeg så selvfølgelig på de næste to. Det begrænser friheden og hænger mig nogle gange ud af halsen.”
Helt ustruktureret er den berømte tegner dog ikke. Han har nemlig tre faste rutiner, som han udfører hver dag. For det første er der morgenrutinen med den langsomme opvågning uden vækkeur (børnene tager selv i skole, og John arbejder sent) efterfulgt af kaffe og mails. Det tager cirka halvanden time og starter tidligst klokken otte. For det andet læser han fast en times skønlitteratur. Og for det tredje går han seks til otte kilometer hver dag:
”Gåturen er min vigtigste inspirationskilde. Det er her, jeg løser de problemer, jeg måtte have i en opgave, og det er her, jeg får nye idéer. Det er som at skabe elektricitet med en kondicykel. Jeg lader hele systemet op.”
John er ikke typen, der løber rundt med en notesbog og skriver alle tanker og idéer ned. ”Hvis det er en god idé, glemmer man den jo ikke”, mindes han, at den amerikanske gysermester Stephen King har sagt. John lader i det hele taget til at hvile godt i processen og har en god tillid til, at tingene nok skal gå, selv om den lejlighedsvise bekymring for, hvad fremtiden bringer, ikke helt kan undgås. De mange år som selvstændig har dog givet ham den erfaring, at han ved årets udgang erkender, at det hele jo også gik i år.
Faktisk er han nu så godt etableret som forfatter og tegner, at han er ret selektiv med, hvilke opgaver han påtager sig, og han er også blevet meget bedre til at prioritere tiden med familie og venner. Det er noget, han skal være bevidst om, for arbejdet er der jo altid. Han bliver aldrig færdig med at arbejde.
”Det er jo ikke sådan, at jeg går hjem klokken 17 og siger tak for i dag. Hvis der dukker en idé op klokken 20, så er jeg jo i gang igen, og ofte til langt ud på natten.”
Lige nu arbejder han tillige på et oplæg til en tv-serie, som NBC-Universal har bedt ham om at lave – en creative director fra produktionsselskabet havde set en af John Kenn Mortensens bøger og var blevet forelsket i tonen og stilen. Projektet er stadig i de indledende faser, men skulle det lykkes at blive ’green-lighted’ er det endnu et spændende eventyr, der venter for den sympatiske – utilpassede – dreng fra Lolland med hang til monstre og heavy metal.
VISDA (Visuelle Rettigheder Danmark) er en nonprofit-organisation, som siden 1986 har arbejdet for billedskaberne og sørger for betaling til dem, når deres værker bliver brugt i forskellige sammenhænge. VISDA er godkendt af Kulturministeriet og repræsenterer bl.a. billedkunstnere, fotografer, tegnere og illustratorer.