VISDA – Visuelle Rettigheder Danmark
VISDA er en forvaltningsorganisation, der siden 1986 har bygget bro mellem billedskabere og billedbrugere. Vi repræsenterer i dag mere end 160.000 danske og udenlandske billedskabere. Vi har et bredtfavnende nationalt og internationalt kundenetværk, som bruger kunst og billeder i undervisning, bøger, film, på museer, TV, internettet samt i virksomheder og meget mere.
VISDA er af Kulturministeriet og Det Grønlandske Selvstyre (Naalakkersuisut) godkendt i henhold til ophavsretslovens §§ 24a, 30 og 30 jf. § 50 til at forhandle billedlicenser, der dækker alle billedskabere, herunder kunstnere, tegnere, illustratorer og fotografer (aftalelicensen). (Godkendelserne er udstedt med hjemmel i § 50, stk. 4, jf. §§ 24a, 30 og 30a i Ophavsretsloven samt § 50, stk. 4, jf. § 24a i anordning nr. 1342 af 11. december 2019 om ikrafttræden for Grønland af lov om ophavsret).
VISDA er desuden, med hjemmel i § 38 i Ophavsretsloven, udpeget af Kulturministeriet til at fordele penge til kunstnere for brug af værker i diverse sammenhænge samt for erhvervsmæssigt videresalg af kunstværker (følgeretsordningen).
VISDA er en non-profit organisation. Pengene går tilbage til billedskaberne – og sikrer herved grobund for skabelse af ny kunst og billeder. Vi er en selvstændig, uafhængig forening skabt af billedskabernes egne organisationer. Læs mere om, hvordan vi arbejder her.