© Simon Klein-Knudsen

Opret et ophavsretstestamente

VISDA har siden 1986 været billedskabernes organisation, og det er derfor også vigtigt for os at hjælpe billedskabernes efterkommere.

Dine værker er beskyttet af Ophavsretsloven, så længe du lever og i 70 år efter din død. Det er et af ophavsrettens formål at sikre, at du kan give noget af dit kunstneriske virke i arv til dine efterladte. Ligesom når en forretning eller virksomhed går i arv til den næste generation.

Ved at tage ansvar og oprette et ophavsretstestamente kan du allerede nu vælge, hvem der skal forvalte dine ophavsrettigheder efter din død. Ophavsretstestamentet fastlægger også, hvordan eventuelle afkast af dine værker kan fordeles.

Har du spørgsmål?

Ring til os på 31 40 60 00
(tirs.-tors. kl. 9-12)

Eller skriv til os på testamente@visda.dk

Priser og pakkeløsninger

I samarbejde med advokatkæden Ret&Råd har VISDA udarbejdet forskellige pakkeløsninger til fordelagtige priser. Ret&Råd bistår med alt det formelle omkring oprettelsen af et ophavsretstestamente målrettet dig og dine behov.

VISDA yder desuden et tilskud på 2.500 kr. til betalingen, som svarer til den ophavsretslige del af et testamente. Tilskuddet er skattepligtigt, og du skal selv sørge for at medregne det i din selvangivelse (rubrik 20).

PakkeløsningerPriser før tilskud
Udarbejdelse af testamente5.000 kr.
Udarbejdelse af testamente og fremtidsfuldmagt6.500 kr.
Udarbejdelse af testamente, fremtidsfuldmagt samt udarbejdelse af ét ekstra dokument. Dokumentet kunne fx være arveforskud, familielån, gavebrev eller samtykkeerklæring til uskiftet bo7.500 kr.
Udarbejdelse af testamente, der udelukkende indeholder bestemmelser om administration af ophavsretten3.000 kr.
Udarbejdelse af tillæg til eksisterende testamente, der udelukkende indeholder bestemmelser om administration af ophavsretten3.000 kr.

Alle priser er inkl. moms.

Udover pakkeløsningerne, som ses ovenfor, er det også muligt at at få 1 times rådgivning om familie- og arveret hos Ret&Råd til 2.000 kr. inkl. moms. Her vil det ikke være muligt at få tilskud fra VISDA.

Hvordan får jeg tilskud fra VISDA?

For at få tilskud fra VISDA skal du sende os en ansøgning med dine kontaktinformationer. Du modtager en mail fra os, når din ansøgning er godkendt. Derefter skal du selv kontakte Ret&Råd for at få oprettet dit testamente.

Når du modtager fakturaen fra Ret&Råd, betaler du i første omgang selv det fulde beløb. Derefter videresender du blot fakturaen til os på testamente@visda.dk, så sørger vi for at udbetale tilskuddet til dig.

Hvis du hellere vil sende din ansøgning med posten, kan du finde en printvenlig version af ansøgningsskemaet her.

Du kontakter selv Ret&Råd

Når du har modtaget en godkendelse fra VISDA , skal du sende en mail til Ret&Råd og lave en aftale med dem ift. oprettelsen af testamentet.

I mailen skal du skrive:

  • at du har fået tilsagn om tilskud fra VISDA
  • hvad du ønsker hjælp til (brug evt. skemaet over pakkeløsninger og priser til at beskrive den ydelse, du ønsker hjælp til)
  • dine kontaktoplysninger (mail og telefonnummer)

Når Ret&Råd har modtaget din mail, vil du blive kontaktet af en af deres advokater på enten mail eller telefon, så I sammen kan aftale nærmere om forløbet.

Kontakt Ret&Råd på mail: sekretariatet@ret-raad.dk

Læs mere om Ret&Råd her.