‹ Tilbage

Mød et bestyrelsesmedlem: Claus Erik Riis, Tegnerforbundet af 1919

Hvem er det egentlig, der sidder i bestyrelsen i VISDA? Vi præsenterer denne gang: Claus Erik Riis fra Tegnerforbundet af 1919.

© Claus Riis

Af Louise Kidde Sauntved

Hvorfor valgte du at blive tegner?

”Jeg blev født i 1962 i Vejle. Da jeg var fem år gammel, flyttede mine forældre til Aarhus, hvor de og en gruppe venner dyrkerede alt, hvad ungdomsoprøret og hippiebevægelsen kunne byde på. Især min far, som hele tiden gik nøgen rundt, kun iført fuldskæg og briller, i vores lejlighed. Så jeg rykkede ofte ind på mit værelse, hvor jeg tegnede og ordnede min samling af frimærker. Det var en god kontrast til det kaos, der var omkring mig. Mine forældre blev skilt, da jeg gik i anden klasse. Min far flyttede, og det passede mig fint. Han fik snart efter stillet diagnosen bipolar, og var ofte indlagt på Risskov Psykiatriske Hospital. Jeg har selv arvet nogle af hans dårlige gener, men heldigvis langt fra den fulde pakke.”

Hvordan var din vej mod din profession?

”Efter gymnasiet gik jeg et par år på en kunstskole i Silkeborg, og i 1984 var jeg 4 måneder på kunsthøjskole i Holbæk – et ophold, der for alvor sendte mig i den kreative retning. Derefter gik jeg først et år på Arkitektskolen i Aarhus og derefter 4 år på Kunsthåndværkerskolen i Kolding. Da jeg var færdig i 1990, blev jeg AD-assistent for Dorthe Zangenberg og blev i godt to år på hendes reklamebureau Zangenberg og Lembourn i København, inden jeg i 1992 startede som freelance illustrator. Jeg illustrerede børnebøger, blandt andet for Kim Fupz, der lige var holdt op med at tegne selv, men også ungdomsbøger og opgaver for blade og magasiner, blandt andre Euroman. Fra 1997 tegnede jeg, sammen med en flok andre tegnere, dagens politiske tegning til Jyllands Postens ”JP København”. Jeg kunne tegne Jens Kramer Mikkelsen stort set med lukkede øjne! Omkring 2010 skrev jeg min første bog, ”Lille rygende fis”, der bestod af 10 langt ude cowboyskrøner. Bogen blev i øvrigt støttet af VISDA.”

”Omkring 2014 skrev og illustrerede jeg bogen ”Hr. Pølle” i samarbejde med psykolog Birgitte Meldgaard, der blev solgt som en ”seriøs” bog til børn, der havde svært ved at gå på toilettet. Den har solgt støt siden udgivelsen i 2015 og har passeret 10. oplag og 11.000 eksemplarer, så den har været en god fast årlig indtægt for mig. Jeg har siden skrevet og illustreret to samlinger med børnerim for Gyldendal, senest ”Varulven Viggo”, der er en samling gyserrim. Jeg arbejder lige nu på 3. samling. Og så maler jeg – akryl på lærred. Det har ikke mindst rykket under coronakrisen, så nu har jeg en ny disciplin at arbejde med ud over at tegne og skrive.”

Hvad er Tegnerforbundet af 1919?

”Tegnerforbundet af 1919” er en lille, men meget aktiv, forening med cirka 60 medlemmer, primært freelancetegnere. Vi havde 100-års jubilæum i 2019, selvsagt, og det blev fejret med en udstilling over emnet ”Tid”. Hvert medlem lavede tre tegninger i et fast format, der blev sendt rundt på udstilling i Aarhus, Aalborg og Odense. Og endelig holdt vi en større festlighed i København, hvor en del af billederne også var udstillet.”

Hvilke udfordringer står forbundets medlemmer overfor netop nu – og hvordan hjælper I dem?

”Tegnerforbundets medlemmer har mange forskellige arbejdsområder. En del arbejder som selvstændige uden megen kontakt med andre tegnere. Derfor betyder det rigtigt meget, at vi arrangerer kurser og studieture. Både i forhold til ny viden, men også i forhold til samvær og udveksling af erfaringer med andre tegnere. I det hele taget er gensidig inspiration og erfaringsudveksling, både om arbejdsområder, materialer og andet meget vigtigt. Og da vores medlemmer bor i forskellige landsdele, lægger vi vægt på, at vores arrangementer foregår rundt om i landet. Blandt andet har Tegnerforbundet formået at aftale en årlig tegneudstilling i samarbejde med PAKHUSgalleriet i Nykøbing Sj. for de tegnere der udstiller deres værker, hvor der også vil være relevante foredrag om det at tegne på mangfoldige måder. I år vil vi også inddrage en gruppe af unge tegnere, som et af vores medlemmer har undervist igennem en del år. De kommende år vil vi i det hele taget arbejde for flere muligheder for unge, der interesserer sig for det at tegne. Er der medlemmer, der har behov for rådgivning i forbindelse med ophavsret, skaber vi også mulighed for dialog med en advokat.”

Hvad betyder VISDA for Tegnerforbundet af 1919?

”Vi er meget taknemmelige for de midler, vi får til kulturelle, sociale og uddannelsesmæssige formål. Blandt andet anvendte vi midler fra VISDA til at lave vores jubilæumsudstilling. Vi arrangerer også studieture hvert år. Ofte rejser vi efter en begivenhed eller udstilling, for eksempel har vi været på Børnebogmessen i Bologna og til Børnebogs-biennalen i Bratislava. Vi har også været i Madrid og Wien, for at trawle de store museer igennem. Og i Bruxelles for at studere tegneseriekultur. Turene bliver støttet af VISDA – deltagerne betaler en mindre del, og så er resten tilskud. Det giver en fantastisk faglig inspiration at være på sådan en tur, men det sociale liv er også en stor del af det. Det er fantastisk at opleve det sammenhold og de snakke, der kommer ud af at rejse i sådan en gruppe. Personligt mærker jeg et skud ny energi efter at være blevet fyldt op med nye input efter hver tur. Vores evaluering af studieturene viser også, at deltagerne har stort fagligt og socialt udbytte af turene.”

”Vi har også mindre kurser på programmet, ligesom foreningen har deltaget ved Skolebogsmessen i Aarhus, Kulturmødet på Mors, museumsbesøg og mindre ture til Aarhus samt en tur til Kerteminde for at se Johannes Larsen Museet. Sidste sommer var vi en tur rundt på Fyn i en uge, hvor man kunne hoppe til og fra, som det passede i medlemmernes planer. Vi uddeler også legater, der både kan søges af medlemmerne og af kvalificerede ansøgere udenfor vores forening. Tidligere har vi uddelt to gange om året, men fra 2023 uddeler vi en gang om året. Vi plejer at ende med cirka 30-40 modtagere, der hver får mellem 10 – 15.000 kroner. Enkelte gange mere, hvis de har et særligt fint projekt. Det er penge, som folk er rigtig glade for, og uden dem ville mange projekter nok ikke blive til noget.”

Hvorfor valgte du at engagere dig i bestyrelsesarbejdet?

”I første omgang var der bare nogen, der spurgte, om ikke jeg havde lyst til at være med i bestyrelsen for ”Tegnerforbundet af 1919”, og det har jeg været glad for. I 2018 blev der en plads ledig i VISDA’s bestyrelse, og jeg blev spurgt, om jeg havde lyst til at tage over. Og det har jeg absolut ikke fortrudt. Jeg sidder sammen med repræsentanter fra HK, Bladtegnerne, Forfatterforeningen og Tegneserieskaberne i et tegner-/illustratorudvalg under VISDA’s bestyrelse, og er som sådan med til at løse den komplicerede opgave det er at fordele de midler, foreningen indsamler fra rettighedsbrugere.”